Kronik: Afskaf racismeparagraffen

Af Claes Kirkeby Theilgaard

I Danmark bryster vi os af at være et land med ytringsfrihed. Alligevel er vi er et land med borgere, der ofte siger “Jeg går ind for ytringsfrihed, men…” efterfulgt at det ene, andet eller tredje forbehold.

Langt de fleste af os bakker op om ytringsfriheden som princip, men i praksis mener vi, at der skal være grænser for det frie ord. Det betyder også, at der er en række love, der begrænser ytringsfriheden.

Af disse er straffelovens paragraf 266 b, populært kendt som “racismeparagraffen”, den måske mest kendte og omdiskuterede. Ifølge racismeparagraffen kan “den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år”.

Således dækker paragraf 266 b meget bredere, end dens populære navn lader ane.

Paragraffen har eksisteret i dansk lovgivning i en eller anden form siden 1939. Paragraffen blev i 1971 udvidet markant som følge af Danmarks tiltrædelse af FN’s Racediskriminationskonvention. I 1987 blev racismeparagraffen udvidet igen med en bestemmelse om seksuel orientering og i 1995 fik paragraffen en stk. 2 om propagandavirksomhed som særligt skærpende omstændighed.

De sidste ti år er der ikke blevet tilføjet nye udvidelser til racismeparagraffen, selvom det har været diskuteret, om den skal udvides med en bestemmelse om handicap.

Til gengæld har der været en voldsom stigning i antallet af anmeldelser, sigtelser og domfældelser efter paragraffen.

I 2010 blev 24 danskere sigtet for overtrædelse af racismeparagraffen. Én blev kendt skyldig. I 2019 var antallet af sigtelser steget til 48. Her blev 12 kendt skyldige. I samme periode steg antallet af anmeldelser fra 31 til 168.

Det står klart, at racismeparagraffen udgør en stadigt større trussel mod ytringsfriheden.

Der skal ingen tvivl herske om, at støtter af racismeparagraffen mener det godt. De begrænser ikke ytringsfriheden for at være onde. Snarere tværtimod: intentionen med paragraffen er at beskytte minoriteter mod diskrimination. Denne overordnede mission kan man kun bakke op om.

Desværre er støtter af racismeparagraffen blinde for, hvilke onder en sådan begrænsning af ytringsfriheden fører med sig.

Først og fremmest er der det principielle standpunkt, at ytringsfriheden er en grundlæggende menneskerettighed, som bør gælde alle – og dermed også alle ytringer. 

Når du med racismeparagraffen kriminaliserer visse ytringer, tager du denne menneskerettighed fra en gruppe mennesker, der således afskæres fra at ytre deres tanker og idéer til omverdenen. 

Anerkender man, at ytringsfriheden først og fremmest er en manifestation af tankefriheden, er det svært at bakke op om racismeparagraffen. I praksis er den ikke andet end et forsøg på at kriminalisere og dermed udrydde visse tanker, som dømmes som forkastelige. Et forsøg, der altid vil være forgæves.

Grundprincippet i et moderne demokrati er, at alle nyder samme rettigheder og friheder. Vil man forfølge dette princip, bør racismeparagraffen såvel som andre indgreb i ytringsfriheden afskaffes.

Af samme årsag er det problematisk, at man med racismeparagraffen særligt søger at beskytte visse grupper – f.eks. etniske, religiøse eller seksuelle minoriteter – fra krænkende og diskriminerende ytringer.

Dermed forskelsbehandler man disse grupper og tildeler dem særrettigheder, som resten af samfundets borgere ikke har. Når man på den måde pakker minoriteter ind i vat, ligger der også en implicit forståelse af, at de ikke er ligeværdige borgere.

Støtter af racismeparagraffen gør sig skyldige i “de lave forventningers racisme”, når de går ud fra, at hele samfundsgrupper ikke kan deltage i samfundet på samme vilkår som andre.

Det bør i et moderne samfund som det danske være selvindlysende, at alle borgere er lige, og at ingen borgere derfor skal forskelsbehandles eller tildeles særrettigheder.

En afgørende grundsten i et demokrati er en fri og åben samfundsdebat. Racismeparagraffen afskrækker en sådan samfundsopbyggende debat.

Hvis man deltager i debatten – det være sig på Facebook eller i avisspalter – skal man i dag veje sine ord på en guldvægt for ikke at havne i problemer. Det gælder særligt, hvis man deltager i polariserede debatter om f.eks. indvandring og islam.

Når man som almindelig borger hele tiden skal have øje for, at ens ytringer kan føre til bøde- eller fængselsstraf, siger det sig selv, at man bliver tvunget til at udøve selvcensur. Enten ved at tage brodden af sine ytringer eller ved slet ikke at ytre sig. 

Mange vil sikkert trække på skuldrene af dette. For er det ikke kun godt, at vi slipper for at høre på racistiske og andre diskriminerende ytringer i samfundsdebatten?

Svaret er nej, og det er der flere grunde til.

For det første er det en subjektiv vurdering, hvilke ytringer, der er diskriminerende eller krænkende og derfor skal kriminaliseres og straffes. 

Den enes had er den andens poesi, og derfor vil man ved at retsforfølge diskriminerende ytringer altid ensrette den offentlige samtale til fordel for den herskende mening. Det er ikke noget, der hører hjemme i et demokrati, men snarere i et diktatur.

For det andet er ytringsfriheden forudsætningen for den enkelte borgers søgen efter, hvad der er rigtigt og forkert. Ved at foretage indgreb i ytringsfriheden, fratager man samtidig borgernes mulighed for selv at søge sandheden.

Der vil ofte være forskel på, hvad der er “stuerent” at sige og hvad der er sandt at sige. Kriminalisering af ytringer vil således afskære os fra de ilde hørte sandheder.

For det tredje er kriminalisering af ytringer et utroligt ringe værktøj i kampen mod had og diskrimination. Med racismeparagraffen løser man ikke problemerne. I stedet statuerer man blot nogle enkelte eksempler i et forsøg på at fjerne problemerne fra sit åsyn.

En sådan tilgang til at bekæmpe diskrimination kan give en kortvarig følelse af retfærdighed, men tilgangen skader mere, end den gavner. 

Ønsker vi virkelig at bekæmpe racisme og andre former for diskrimination, bør vi sikre en livlig og åben samfundsdebat – og det gøres bedst ved en robust beskyttelse af ytringsfriheden.

På denne måde kan vi debattere med dem, der har diskriminerende holdninger, og forhåbentligt overtale dem til det bedre. Ved at straffe diskriminerende ytringer, går vi glip af den debat, der kunne rykke samfundet fremad. Samtidig tildeler vi de dømte en martyrstatus, som de sjældent fortjener.

Ytringsfriheden er et bedre værn mod diskrimination end nogen som helst lovparagraffer. Derfor bør kampen mod diskrimination føres med ord og ikke med bøde- og fængselsstraffe.

Det er netop i mødet med kontroversielle idéer og ytringer, at vi skal værne om ytringsfriheden. Lad os huske på, at det frie ord er vores bedste våben i kampen mod diskrimination af enhver art.

Tiden er inde til én gang for alle at slå et slag for ytringsfriheden og afskaffe racismeparagraffen.