Presse: 3600 har skrevet under på borgerforslag, der vil afskaffe racismeparagraffen

Ditoverblik.dk har skrevet en artikel om vores borgerforslag og har i den forbindelse også interviewet initiativtager Claes Kirkeby Theilgaard.

Fra artiklen:

“Over 3600 danskere har nu skrevet under på et borgerforslag om at afskaffe straffelovens §266b, kendt som racismeparagraffen. Det glæder initiativtageren Claes Kirkeby Theilgaard, der kalder sig ytringsfriheds-fundamentalist. Han mener, at racismeparagraffen begrænser ytringsfriheden.

”Jeg går ind for ytringsfrihed, også for ideer og ytringer, jeg er uenig i eller måske i virkeligheden afskyr. Racismeparagraffen er en rigtig dårlig måde til at bekæmpe racisme og anden diskrimination på. Det er meget bedre at tage debatten med dem, man er uenige med, fremfor at forsøge at gemme deres synspunkter væk,” siger Claes Kirkeby Theilgaard.

Han understreger, at han og medinitiativtagerne til borgerforslaget, bl.a. DFeren Amina Sardar, er store modstandere af racisme og diskrimination.

”Men ansvaret for at bekæmpe racisme og diskrimination skal ligge hos civilsamfundet, ikke i retssale. For når man bare dømmer, straffer og måske fængsler folk, som kommer med racistiske udsagn, får man ikke ændret noget som helst ved deres holdninger. Man giver dem bare en martyrstatus, de måske slet ikke har fortjent,” siger Claes Kirkeby Theilgaard”.